Vi har her i opstarten talt om, at der skal skaffes penge til at bygge selve radiokanalen, og nogle sidder sikkert og tænker “hvad skal pengene gå til?” Det vil vi gerne være transparante om.
I etableringsfasen er der en lang række opgaver, som skal løses for at sikre det rigtige fundament for den fremtidige radiodrift:
- Der skal etableres en digital platform for radiokanalen med mulighed for at høre programmer både live og on demand. Denne platform vil bestå dels af en hjemme-side med disse funktioner samt en app, der fungerer som mobilløsning.
- Der skal opbygges en teknisk infrastruktur bag ved den digitale platform: Dels en central programdatabase (inkl. understøttende funktioner), der skal være grundstenen i on demand-løsningen, understøtte brugeroplevelsen og sikre grundlag for rapportering til rettighedsorganisationer (KODA/Gramex), og dels en broadcastingserver, der står for transmission af udsendelserne som netradio.
- Der skal etableres en organisatorisk struktur og et administrativt setup til den fremtidig drift af radioen, inkl. håndtering af betalinger for on-demand abonnementer.
- Der skal forhandles aftaler med relevante rettighedsorganisationer, herunder KODA, Gramex og MPO.
- Der skal udvikles programformater og laves aftaler med værter om fremtidig tilknytning til stationen.
- Der skal skabes opmærksomhed om projektet og kendskab til radiostationen for at nå ud til flest mulige lyttere og abonnenter.
Den støtte, som vores medlemmer giver, er en uvurderlig hjælp i denne fase, men der skal også skaffes flere midler, og det fortsætter vi ufortrødent med – bl.a. ved at række ud til fonde og offentlige støttepuljer og søge nogle “founding partners”, som vi håber vil give os en større hjælpende hånd.
Når radioen går i drift vil det rent praktisk være sådan, at foreningen står for produktionen af udsendelser, mens selve driften af radiostationen, herunder drift af den tekniske løsning og betaling til rettighedshavere finansieres af abonnementer.
Og her til sidst: Tak til alle jer, der allerede har meldt jer ind i foreningen og/eller givet en donation til vores arbejde ![]()
