Foreningen Moderskibets projekt for at skabe en ny, reklamefri musikradio er bygget på Marsmissionens 10 bud:
- Vi tager populærmusikken alvorligt. Hos os er musikken indholdet, ikke kun mellemlægget.
- Vi sætter spørgsmålstegn ved den konventionelle playliste-kultur og prioriterer sangens kvalitet over genren og kunstnerens status.
- Vores værter er engagerede musikelskere, der deler ud af deres viden om og kærlighed til musik.
- Vi insisterer på, at populærmusik er en væsentlig del af vores kulturelle DNA og fortjener mindst samme respekt som kunst, litteratur, teater, film og klassisk musik.
- Vi er ikke bange for at præsentere ny eller udfordrende musik. Vi tror på, at lytterne er nysgerrige.
- Vi vil give opmærksomhed til de kunstnere, der bliver overset og ikke når hitlisterne.
- Vi vil både formidle ny musik og de tidløse klassikere, der har formet musikhistorien.
- Vores radiokanal er nysgerrig og udfordrende, men først og fremmest et varmt musikalsk fællesskab for lyttere, der søger andet og mere end de største hits.
- Vi vil arbejde tæt sammen med lokale udøvende kunstnere, pladeselskaber, spillesteder og musikforbrugere for at støtte og fremme musikmiljøet.
- Vi spiller mindre af det, de andre spiller mest – og mere af det, de andre slet ikke spiller.
Oprindelig forfattet af Alex Nyborg Madsen & Søren Rebbe.
